Onsdag d 27 september 2017
Dagens indtryk..
Jeg havde sovet dårligt, ligget vågen i længere perioder. Årsagen er at jeg her til formiddag skulle på dykkertur med det lokale dykker firma. Jeg fik mit PADI open water bevis efteråret 2016 og havde håbet på nogle dyk med den lokale klub i Middelfart men det usandsynlig dårlige vejr i foråret gjorde at det kun blev til eet dyk. Så jeg er rimelig nybegynder. Vi skulle mødes ved forretningen 0845. Jeg valgte at benytte mit eget grej, dels 20 € billigere og vigtigt at man bliver fortrolig med sit eget grej. Vi var ti deltagere og to instruktører. Første dyk var det dybeste, jeg kom ned på 20,4 m. Fantastisk! Vi så to muræne ål en blæksprutte og masser af fisk.
Jeg tabte også min ene svømme fod to gange og var ved at poppe op til overfladen fra 18 m fordi jeg fyldte alt for meget luft i vesten. Instruktøren Juan var super god og redede situationen hver gang. Næste dyk var 12 m og denne gang fandt jeg hurtigt balancen i vandet og sceneriet var fantastisk. Masser af fisk og imponerende så nysgerrige disse dyr er. Ligger man stille kommer de helt hen foran ansigtet så man kan røre dem uden problemer.
Da vi kom retur tjekkede vi ud og sejlede tilbage til bugten ved Alvor. Der var ingen vind, vi havde ellers sat sejl men de røg ned igen. Charlotte holdt udkig og jeg tog en ordentlig skraber. Det var lige knap højvande så vi nåede da lige at ramme en sandbanke med 2,5 knobs fart. Vi tøffede videre og fandt en fin plads for natten blandt ca 15 andre ankerliggere.
Dagens udfordring: At dykke ned på 20,4 m. Det holdt mig vågen det halve af natten
Ingen kommentarer:
Send en kommentar