Søndag d 10 september 2017
Dagens indtryk..
Lidt fra i går: Efter vi havde spist vores sushi ville jeg tage en dukkert i havnebassinet og afslutte med et bad. Det var efter mørkets frembrud så jeg kunne godt bade bag på båden. Som jeg står total sæbet ind, stopper vandhanen. Tanken er ikke tom, det vidste jeg, så filtret på pumpen måtte være stoppet. Øv. Nå, jeg kunne jo bare hoppe ind på broen og hurtigt skylle sæben af under vandslangen der, men så slog det mig at her skal man selv montere vandslange. Det ville være en større operation i mit sæbe kostume. Øv igen. Jeg prøvede så vandhanen igen og heldigvis kom der lige nok vand til sæben kunne skylles ud. Ja, det er store udfordringer vi kæmper med :-)
Vi var vågnet nogle gange i løbet af natten idet der var høj musik i byen og marinaen ligger tæt ved. Efter morgenkaffen rensede jeg vandfiltret og konstruerede en vandspare funktion til montering i vandhanen så vi sparer på det dyrebare ferskvand ombord. Virkede perfekt.
Vi afregnede på havnekontoret, købte drikke vand og lidt tonic og tøffede op ad floden Tajo mod Lissabon. Idet vi ønskede at se byen fra vandsiden satte vi ikke sejl.
Vi blev overhalet af en dansk Dufuor 44 med ARC flag. Vi så også to volvo ocean race både på vej ud fra Lissabon, den ene endda Vestas.
Lissabon var flot fra vandsiden. Der lå to store krydstogt skibe så der er proppet i centrum. Vi havde udset os et ankersted lidt syd for i en bugt der hedder Seixsal. Lige da vi rundede hjørnet mod Seixsal havnede vi midt i den lokale kapsejlads... Der var to knob medstrøm og fire både på kryds lige mod os. Drejede vi for den ene ville vi distrahere den anden så vi gjorde os ret upopulære. Efter ca 18 sømil hookede vi på en ankerbøje i flodlejet. Der var to knob indadgående strøm så der var træk på.. En lille strand café spillede høj musik og solen strålende fra en skyfri himmel. Der var en lille flydebro og sørme også en havnefoged som hedder Fernando. Vi måtte gerne ligge ved bøjen og var velkommen til at hente vand og ellers ligge til og gå i land.
Dagens udfordring: At sejle fri ad kapsejler feltet uden at lave for meget ravage
Ingen kommentarer:
Send en kommentar