mandag den 12. maj 2014

Opdatering


Mandag 28-4 2014
Vi planlægger at krydse Biscayen med kurs mod Falmouth distance ca 450 sømil..
Vi sejler fra Camarinas kl 0800, det er fin vind 10 sek m fra SV så det er agten for tværs. Op med sejlene og afsted. Efter få timer er der ikke længere landkending med spanien, vejret er gråt vådt og koldt. Sådan fortsætter det hele dagen, vi reber ned til natten så vi bedre kan slappe af. Da der er sejlet 24 timer har vi sejlet 175 sømil og det kun for storsejl og fok.
Charlotte laver koteletter, champingsovs med ris, herligt.

 
Tirsdag 29-4 2014
Vejret er stadig vådt og koldt vinden har lagt sig til ca 7 sek m men er gået i vest så den er for spids til genakker. Vi ser delfiner og en del klumpfisk der flyder rundt i overfladen. Pandekager til middag Uhmmm. Og lasagne til aften. Vi er glade for vores AIS modtager, herligt at kunne se erhvervs trafikken på kortplotteren.

 
Onsdag 30-4 2014
Vi mangler ca 45 mil fra kl 0700 da solen står op. Vi måtte sætte motor fra ca kl 2300 men nu kommer der lidt vind så genakkeren ryger op. Den må ned da den lille ø ved Bretagnes vest spids er passeret, vinden er på 9 sek m og vi drejer mod vinden med kurs mod L´aber Wrac`h.
Biscayen er oversejlet for 2. gang. Denne gang 388 sømil på 54 timer med et snit på 7,2 knob.
Vi lægger til uden på yder-flydebroen men havnefogeden kommer og siger vi skal rykke ind i marinaen idet de lover blæst i morgen. Da vi vil op på kontoret og betale og ha nøgler til baderummene er der lukket. Vi finder ud af at det er vores urer der ikke passer idet de ikke har sommertid i Spanien og det er der jo her i Frankrig hvor vi er nu.. Hmm. Ingen bad ? ikke godt efter 3 dage til havs. Vi kommer i tale med en mand som har koden til baderummene hvilket vi er glade for. Det viser sig de er et hollandsk par der er på vej til Canarieøerne. Vi takker for hjælpen og siger vi vil kigge forbi i morgen og give dem noget god info vedr Canarieøerne.

 
Torsdag 1 maj 2014

Vi ligger fint ved flydebroen og forundres igen over det ca 7 m tidevand, ret imponerende, Vi går tur i området og nyder foråret som tydeligt mærkes når man er i land. OG der er dejligt varmt badevand i bruserne. Jeg var ovre forbi og tale med de 2 Hollændere i deres lille 30 fods alubåd. Flinke mennesker.

Fredag 2 maj 2014
Vi går de 3 km op til supermarked i den lille by og når lige at handle inden de middagslukker. Om eftermiddagen går vi ud mod spidsen af klipperne. Det er sol og herligt vejr, bare temperaturen havde været den samme på vandet. Vi får også betalt havnefogeden, 30 euro pr døgn. Vi beslutter at sejle i morgen mod Dartmouth ca 120 sømil.

 
Lørdag 3-5 2014
Vi sejler kl ca 1000 efter at have taget et dejligt varmt bad. Vinden er let og vi sejler for sejl, halvvind stb halse 4 sek m så vi ryger afsted med 7-8 knob. På navigatoren kan vi se forventet ankomst er ca 0100 så vi slipper for en HEL lang nat men senere løjer vinden og motoren må tændes. Strømmen vender og farten reduceres til 4,5 knob… Det bliver alligevel en kølig nat, ca 7 gr…Vi har problemer med autopiloten, den slukker og jeg må frem og håndstyrer til autopilot systemet igen har skabt forbindelse med betjenings modulet. Gad vide hvad der nu er galt. Dette nummer laver den ca 15 gange. kl 0330 ankommer vi til Dartmouth River og sejler der ind ad. Da vi har lagt til den første flydebro kan vi se at det er til en færge. Vi løsner og sejler lidt op ad floden og endelig er der en flydebro ved en marina. Vi fortøjrer, sætter el til så der kan komme varme på og i seng.

 
Søndag 4-5 2014
Vi vågner ved at der er trafik på floden. Kl er ca 0930. Efter kaffe, blødkogt æg og musli er det op på havnekontoret. Vi får et chock da vi hører prisen : 46 £ pr nat !! Vi meddeler at vi ikke ønsker at være her og sejler ud i floden hvor der er flydebroer til gæstesejlere, dog uden el, vand osv. Vi kommer i tale med et ældre engelsk par på en Halberg Rasey 42 og de er vældig søde. Efterfølgende går vi en tur i den lille by. Særdeles hyggeligt sted.  Det er dog køligt, vi troede der ville være varmere her først i Maj..
Det koster 20 pund ved flyde-broen. Der er baderum inde på land, ulåste og med fint varmt vand. Hvilken service.

 
Mandag 5-5 2014
Vi går en tur ud til Dartmouth Carstle og kigger os lidt omkring. Der er forbløffende mange mennesker i betragtning af at det er mandag. Vejret er nogenlunde. Vi shopper lidt og tager ”Bebber” tilbage til båden.
Toilettet er stoppet dvs afløbet fra holding tanken er stoppet så vi må sejle ind til marinaen og tage en vandslange og spule den modsatte vej, hvilket hjælper. Om natten regner det kraftigt.

 
Tirsdag 6-5 2014

De ældre mennesker sejler ca kl 0830 og vi letter ca et kvarter senere. Der er lovet jævn vind fra SV og det er fint til os. Vi har kurs mod en havn der hedder Portland ca 45 sømil væk. Idet vi ikke sejler 100% platlæns bliver turen lidt længere. Portland er et kæmpe havne bassin og der er visitors bøjer hvilket vi fortøjrer til en. Der er heller intet vand el strøm i dag. Vi så et par andre både i dag som krydsede den anden vej. P
Pyy  sejt i den modvind, ca 8 sek m. Om natten regner det meget.

 
Onsdag 7-5 2014

Jeg vågner ca 0620 og vi står op. Der er lovet god vind dvs 10-12 sek m fra SV så vi sætter reb 2. Ud af havnen og der ud af. Også i dag ser vi 3 andre både der krydser den anden vej.. Og i dag er der bølger på over 3 m.. Det blæser yderligere op og jeg er spændt på hvorledes det er at sejle ind i strædet mellem Isle of Wight og fastlandet idet det er en smal passage. Da vi kommer dertil er der meget urolig sø men vi rammer fint mellem sø-mærkerne og har over 10 m vand under kølen, men bølgerne brækker rund om os så der skal styres koncentreret. Længere inde er vandet jævnt og vi rammer medstrømmen som er på 2,5 kn. Herligt. Efter ca 8 sømil sejler vi ned af floden Medina som er på Isle of Wight. 2 sømil nede af floden lægger vi til en lille flydebro ved Folly´s Inn. Herligt sted og her er el og vand på broen OG baderum ved siden af pubben. Skønt. Vi griller en kylling til aften. Det blæser stadig 0ver 10 sek m og de har lovet blæst fra SV de næste 4 dage.


Torsdag  8-5 2014  til Søndag 11-5 2014
Ved flydebroen ved Folly Inn kan der lige ligge 3 både plus deres water taxi. Det koster 23 £ pr dag og bad koster 1£ og der er rigeligt med varmt vand. Vi ligger på den nordlige ende af broen og de næste dage er der alligevel en jævn trafik af både der ankommer og sejler. Vi kom i snak med 2 herlige gutter Richard og Mike som kom sejlende på deres fælles 32 fods båd. Om aftenen mødtes vi med dem på pubben og muntrede os til de lukkede og vi gik som de sidste. Fredag tog vi water-taxien til west Crowes og gik en fin tur. Vi så bl.a Royal Yachtclub Scrodron som er meget fornem. Lørdag gik vi ca 8km til byen Newport som ligger hvor floden Medina ender. Søndag lovede de aftagende vind så vi valgte at sejle til Portsmouth Haslar marina. Vi rullede fokken ½ ud og løb alligevel 8 knob i de 13-15 sek m der var ude på vandet. Heldigvis gav Isle of Wight læ så bølgerne var ikke mere end max 1 m. En stor moderne marina med god WiFi og vaskemaskiner. Vi vaskede vores tøj og nød de ny omgivelser. Vi besøgte Royal Navys submarine museum hvilket var en mægtig oplevelse. Charlotte lavede grydestegt kylling, ny kartofler og brun sovs, herligt ! Jeg tabte mine briller i dag, det er par nr 5 jeg mister på denne tur. Om aftenen hyggede vi med at se diverse klip på youtube.

 
Mandag 12-5 2014

Efter morgenkaffen besøgte vi shopping centret i Portsmouth. Det var en oplevelse at se dette. Vi kom i tale med et ældre ægtepar der havde set os på ubåds museet i går, hyggelige mennesker. Da vi skulle hjem regnede det ret meget så vi måtte have gang i el-blæseren igen på båden. Vi regner med at sejle videre i morgen idet de sidste 5 dages blæst nu er ved at lægge sig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar